Behandlingsmuligheder

Der findes to former for behandling:

Medicinsk behandling

Når diagnosen er stillet vil medicinsk behandling i første omgang blive tilbudt. Fortrinsvist anvendes medicin mod epilepsi (trigeminusneuralgi er ikke epilepsi, men den type medicin som anvendes ved epilepsi er altså også effektiv ved trigeminusneuralgi). Disse præparater er ikke smertestillende på samme måde som f.eks. almindelige hovedpinetabletter, men virker ved at stabilisere nervecellerne. Derfor skal medicinen tages konstant for at være effektiv, og ikke blot når smerterne er til stede. Det er vigtigt, særligt i startfasen af behandlingen, at have god kontakt med den læge, som har ordineret behandlingen. Dette skyldes at behandlingen meget ofte justeres, ligesom det er vigtigt at der holdes øje med bivirkninger. Bivirkningerne ved den medicinske behandling kan være svimmelhed, sløvhed, og forstoppelse,

Kirurgisk behandling

Hos omtrent hver femte patient er der begrænset effekt, eller uacceptabelt mange bivirkninger af den medicinske behandling. I sådanne tilfælde kan kirurgisk behandling overvejes. I Danmark praktiseres primært to typer kirurgisk behandling, den såkaldte mikrovaskulære dekompression og behandling med blokade af nerven.

-Mikrovaskulær dekompression: Denne behandling retter sig mod patienter hvor man på MR scanning har konstateret kontakt mellem et af hjernens blodkar og trigeminusnerven. Ved operationen er målet at adskille kar, som trykker på nerven, fra nerven. 90% af patienterne er smertefri umiddelbart efter operationen og ca. tre ud af fire patienter vil 5 år efter operationen fortsat være smertefri. Mange har livslang smertefrihed efter operationen, og er altså helbredt for deres sygdom ved denne operation. Den hyppigste blivende birvirkning er føleforstyrrelser i ansigtet (0,5%). Operationen foregår i fuld bedøvelse, og indlæggelsestiden er mellem 3 og 7 dage.

-Glycerolblokade Vælges som kirurgisk behandling ifald komplikationsriskoen ved den mikrovaskulære dekompression operation skønnes for høj, eller hvis der ikke kan påvises tryk på nerven af et blodkar. Indgrebet foregår i en kortvarig fuld bedøvelse hvor en kanyle føres op gennem bunden af kraniet med det formål at kunne injicere nervebedøvende medicin (glycerol) dér hvor nerven forløber. Effekten af behandlingen holder oftest mellem 6 mdr. og to år.